Jeg, jeg. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Stod imod, men skrev: intet. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Du siger noget. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Glemmes? Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Du siger noget om solen. Jeg ryster en tilfældig bog. Dine diamanter lyser i min mund. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Det handler om overfladen.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Vågnede. Dine sætninger.

Nu er der en uro i kroppen. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg skriver dagen igang, stille. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Der var noget som. Ord. Har vi øjne?

Jeg er på den anden side af havet. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. At forvandle dette rum til et andet. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Glashænder.

Blæste det virkeligt? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. Bag træerne. Sad jeg alene? Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Det er bare. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At tale var blevet uoverskueligt. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Blæste det virkeligt?

Bøgerne hvilede omkring kaffen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.