Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Muren omkring ordene. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg læste dine linjer Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. For hvert lag af betydning i stenene.

Du må ikke forsvinde. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Mørket kaldte vi bare for mørket. Ikke søge ly.

Jeg skriver dagen igang, stille. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Dagene. Ugerne. Vennerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Jeg skrev intet ned i den periode. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvor vil det ødelagte sprog hen?Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Mail i november. Der var noget som. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg har dig. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Brev i april. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Muren omkring ordene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Et genert rum, et intimt rum. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Intimiteten i skriften. Når du siger mit navn, svarer min krop. Ikke søge ly.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Oplæsning for intetheden. Intimiteten i skriften

Intimiteten i skriften Hvor vil det ødelagte sprog hen?