Dine diamanter lyser i min mund. Sætningerne er et hav. Vores land. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ikke søge ly i den flod. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Og vi vågnede. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Vi har de samme øjne.Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne. Det her er ingen leg.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Vi har de samme øjne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Hvad skulle glemmes? Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg prøver at tegne dine sætninger. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Notesbog. Beskydning.Notesbog. Beskydning. Notesbog. Beskydning. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Snestorm. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Hvem var det, der skrev: Jeg kunne mærke dit hjerte. Sådan trak du de yderste bjerge. Du kan være i dette landskab. Det tøj er min krop på min krop. Jeg har skrevet et kort til dig.

Du, solen. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. På en rude.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Vores land. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Giver det mening? Du trak mig med til de yderste bjerge. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.