I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Min ene pen er rød og den anden sort.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hvem var det, der skrev: Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Stjernekontinent. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Hvem var det, der skrev:

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Du skrev ikke længere.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Dette langsomme blik imod stenene. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Kan jeg skrive sådan?Kan jeg skrive sådan? Kan jeg skrive sådan?

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Landet smuldrer, smuldrer.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Var der virkelig ild et sted? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det er bare. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg skriver dagen igang, stille. Et genert rum, et intimt rum. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Du kan være i dette landskab.