I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg skriver dagen igang, stille. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Gennem hullet i hegnet. Gennem hullet i hegnet. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Farvede ordene milde. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Uforståelige sætninger at klæde sig i Dette langsomme blik imod stenene. Stod imod, men skrev: intet. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Afsavn. Udsagn. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Dine diamanter lyser i min mund. Om andre byer, andre verdener.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Du siger noget om solen. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Nordlysets sitren i din stemme.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Bag træerne. Jeg skrev mig vild i de dage. Den sindssyge himmel. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Jeg skrev intet ned i den periode. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Var disse linjer virkeligt virkelige? Derinde bag skoven. Der var noget som åbnede sig.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Du, du. Jeg var nøgen i de dage.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg skrev mig vild i de dage. Altid er det dette langsomme blik. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.