Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Når du siger mit navn, svarer min krop. Under den blå, blå himmel.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Dagene. Ugerne. Vennerne. På et stort stykke hvidt papir. Det var før du kunne forsvinde.

At forvandle dette rum. Dine sætninger. Markerne, du? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og vi vågnede.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Den sindssyge himmel. Under murbrokkerne.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Dette langsomme blik imod stenene. Jeg skrev mig vild i de dage.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Som at læse glemte aviser. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Gennem hullet i hegnet. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Gennem hullet i hegnet. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Badeferien. Årene. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Forsvinder ikke.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg var i din krop, og du? Jeg fandt en linje et sted under min reol. Var der virkelig ild et sted? Min ene pen er rød og den anden sort. Oplæsning for intetheden.

Sådan svarede du. Noter. Beskrivelser. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Intimiteten i skriften

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Muren omkring ordene.