Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skriver dagen igang, stille. Var disse linjer virkeligt virkelige? Sandet. Bordet vipper.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Ikke glemme floderne i ørerne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

I bussen skrev jeg en sms til dig. Var det skovene du kom fra? At klæde sig. I hver med mig videre. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Grå.

Lyset i ørknen i udsigten.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Du må ikke forsvinde. Tågen i skovene i udsigten. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Sandstorm.

Sandøjne. I natten, i søvn. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

En flamme slog op af min hals. Jeg skrev mig vild i de dage.

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Var disse linjer virkeligt virkelige? Du siger noget om månen. Du skrev et sår i min fremtid.

Stjernekontinent. At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At tale var blevet uoverskueligt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Nede ved havet. Under den blå, blå himmel.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Her er dagen allerede langt foran mig. Bag træerne. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. At tale var blevet uoverskueligt. At tale var blevet uoverskueligt. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Afsavn. Udsagn.