Farvede ordene milde. Solens sind. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Om andre lande, andre folk. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Ord. Som nu i morges: Intimiteten i skriften.

Alting ligger bag alting. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Som nu i morges: Da jeg lyttede blev jeg bange. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Sætningerne er et hav. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.