Der var noget som åbnede sig. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Dine sætninger. Solstorm. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Det dybeste af alt er huden? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Alting ligger bag alting. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ikke. Ok, svarede du. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg, du, den. Var det bare regnen?

Du, du. Og vi vågnede. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Du siger noget om solen. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Du må ikke forsvinde. Hvad skulle glemmes? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. For hvert lag af betydning i stenene. Som at læse glemte aviser.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bordet vipper.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Du må ikke. Og vi vågnede. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Du lod himlen hvile. Vores land. Jeg, du, den. Lå vi. Vi, gamle tanker om stilheden. Så trak dagen langsomt på øjne.

Vi, de uddøde arter. Ikke glemme. Dagen på vores øjne.

Indimellem sagde du nogle ord. Sådan her. Vi er en samtale bag øjnene.