Du, du. Og vi vågnede. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Du siger noget om solen. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Du må ikke forsvinde. Hvad skulle glemmes? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.