Da jeg vågnede, var jeg sikker: Ring til mig uden grund. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Rifterne.

Jeg var nøgen i de dage. Nu er der en uro i kroppen. Ikke glemme floderne i ørerne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Et brev. Jeg skrev intet ned i den periode. Glashænder. Stod imod, men skrev: intet. Noter. Beskrivelser. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Luften og jordens sange. Hvem var det, der skrev:Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev: Hvem var det, der skrev:

Stjernekontinent. Jeg har skrevet et kort til dig. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Noter. Beskrivelser. I bussen skrev jeg en sms til dig.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det var ikke markerne jeg kom fra. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Var der virkelig ild et sted? Sætningerne er et hav. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Ilden.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Noter. Beskrivelser. Nu er der en uro i kroppen.

Du må ikke forsvinde. Ring til mig uden grund. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Blå. Jeg var i din krop, og du? Oplæsning for intetheden. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Stod imod, men skrev: intet.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Regnvejrsmeteor. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Jeg har skrevet et kort til dig. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.