Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.
Det tøj er min krop på min krop. Ikke. At forvandle dette rum. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!
I læberne og i huden.
Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Jeg har skrevet et kort til dig. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Notesbog. Beskydning. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Bøgerne varslede en kommende tid. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg så skibe bevæge sig bag havet, deres sætningers lys i det oprørte hav.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Af alt det lysende, reflekterende, matte.Af alt det lysende, reflekterende, matte. Af alt det lysende, reflekterende, matte.
Der var noget som. Kan jeg smile i dine sætninger? Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Et brev. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sådan svarede du. Luften og jordens sange. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.
Der var intet som skulle glemmes.
Og vi vågnede. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.
Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.
Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.
Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.
Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.
Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.
Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. For hvert lag af betydning i stenene.
Lysene lyste. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.
Sådan her sejlede mine nætter. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.