Jeg forsvandt. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Og vi vågnede. Det handler om overfladen. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Sådan er det. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Jeg var i morges. Bare mørket. Jeg tror, du havde glemt den der. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Alting ligger bag alting. Det gør ikke noget. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg var nøgen i de dage.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Blæste det virkeligt?

Et genert rum, et intimt rum.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Om andre byer, andre verdener. De matte hemmeligheder inde i træet. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Jeg skriver dagen igang, stille. Luften og jordens sange.

Om andre byer, andre verdener. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Solens sind. Sådan noget.

Har vi de samme øjne?Har vi de samme øjne? Har vi de samme øjne? Dagene. Ugerne. Sætningerne er et hav. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Var det bare regnen? Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Det handler om. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Ikke var muligt at komme derind. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Det handler om overfladen. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Regnen, vinden imellem dine læber. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Det var ikke skovene.

Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. I natten, en fjern stemme, søvn. At forvandle dette rum til et andet.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.