Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Intimiteten i skriften Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Om andre byer, andre verdener. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.

Afsavn. Et genert rum, et intimt rum. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I bussen skrev jeg en sms til dig. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg skriver dagen igang, stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Så trak dagen langsomt på øjne. Du må forsvinde. Ring til mig uden grund.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Solstorm. Vores land.

At forvandle dette rum til et andet.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ikke søge ly. At forvandle dette rum til et andet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Ok, svarede du. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.