Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Du må ikke forsvinde. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more).

At forvandle dette rum til et andet. Ikke søge ly. Jeg i dit hjerte. Dine læber, dine læber, dine læber. Ikke den flod. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Vi sad alene i natten. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Som at læse glemte aviser. Sandet. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Omkring de tøvende stjerner, tingene. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Hvem var det, der skrev: Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Du kan være i dette landskab.Du kan være i dette landskab.

Det var dele af dine koder der sled kys fra et lukket system. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Verden og dens lytten til sig selv. Hvem var det, der skrev:

Som at skrive i koder.

Farvede ordene milde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Ordene, små toppe af skum. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Vi, bag øjnene. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.