Det er wack! Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Tågen i skovene i udsigten.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Sandet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

For hvert lag af betydning i stenene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg skriver dagen igang, stille. Ord.Ord. Ord.

Nordlysets sitren i din stemme. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Vidste du det?

De vigtigste. Farvede ordene milde. Kan jeg skrive sådan? Bøgerne hvilede omkring kaffen. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sætningerne er sarte kredsløb. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Sætningerne er et hav. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Min ene pen er rød og den anden sort. Var der virkelig ild et sted? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Her er dagen allerede langt foran mig. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Nu er der en uro i kroppen. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Dette langsomme blik imod stenene. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Der hang figner henover udsigten. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. En. Afsavn. Vi har de samme øjne.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.