Dette hurtige blik imod vandet. Ved den smuldrende beton.

Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Hvad?

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Dine læber, dine læber, dine læber. Sætningerne er et hav. Dette tilfælde: Det er bare. Hvilken dag fulgte efter dagen?Hvilken dag fulgte efter dagen? Hvilken dag fulgte efter dagen? Du siger noget om månen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Men mit sprog er et landskab. Det er bare. Hvor længe havde du drevet i vinden? De bløde bakker udenfor byen.De bløde bakker udenfor byen. Noter. Beskrivelser.

At tale var blevet uoverskueligt. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Glashænder. Var mine ord en stadig søgen mod det forkrampede. Der var noget som åbnede sig. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Jeg skrev mig vild i de dage. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Men mit sprog er et landskab. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Var disse linjer virkeligt virkelige? Glashænder. En flamme slog op af min hals.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Der var noget som åbnede sig. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Alting ligger bag alting. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Skyen skjulte noget for fuglene. Sætningerne er et hav. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Du siger noget om solen.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Du, du.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.