Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg, du, den.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

Jeg var din krop. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Et. Dit navn i skyggerne.

Vigtigste. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Vi er en samtale bag øjnene. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Søge ly i den flod. Jeg hviskede ind i din drøm.

Vi, hudløse. Dine øjne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Når min krop. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Bagefter, henover en tøven. Jeg forsvinder. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Kalken. Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Intet, jeg modtog intet. Så var der en, der lyttede til skovene. Var det alligevel koderne, systemerne? Luften og jordens sange. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Brev i april. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. I den periode: udsigten, stilheden.I den periode: udsigten, stilheden. I den periode: udsigten, stilheden.

Øjne af regn fra det travle. Du siger noget om solen. Sætningerne er et hav. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Ikke søge ly i den flod. Sådan svarede du. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Det gør ikke noget.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kan jeg skrive sådan?

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Ikke søge ly i den flod. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.