Det? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg har skrevet et kort til dig. Det handler om overfladen. Kan jeg skrive sådan? Brev i april.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Du kan være i dette landskab. Er du på den anden side af havet?

Trak du de yderste bjerge? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Intimiteten i skriften Min ene pen er rød og den anden sort. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Intimiteten i skriften

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Min ene pen er rød og den anden sort. Under lillahimlens hvælv. Hvilken nat fulgte efter natten? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Har vi de samme øjne? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ilden. At tale var blevet uoverskueligt. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Var disse linjer virkeligt virkelige?

Farvede ordene milde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Luften og jordens sange. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Solstorm. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Når du siger mit navn, svarer min krop. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Derinde bag skoven. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Sådan er det. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Solens sind. Silicium. Men mit sprog er ikke fjendtligt.