Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Trak jeg de yderste bjerge? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Glashænder.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Solens sind. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Og et andet kluns: Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Jeg skrev mig vild i de dage. Der var noget som åbnede sig.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på.

Det var ikke markerne. Vores land.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Brev. Det jeg kom fra.. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Sådan er det.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg var nøgen. Når min krop. Som nu i morges: Det handler om overfladen.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Nu er der en uro i kroppen. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Der hang figner henover udsigten.

Afsavn. Vi bliver verden. Du må ikke forsvinde.

Det er vinden gennem sivene. Vi har de samme øjne. Ikke den flod. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Vi i det glitrende. Du trak mig med til de yderste bjerge. Bagefter, henover en tøven.

Giver det mening? Det gør noget. Der hang figner henover udsigten. Et wack rum, et rum for stars. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Rifterne, rifterne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Træerne. Natten er trans, dagen er trans. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.