Afsavn. Udsagn. Jeg læste dine linjer Farvede ordene milde. Dagene. Ugerne. Vennerne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold.

At tale var blevet uoverskueligt. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Det er bare. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! Dette hurtige blik imod vandet. Det gør ikke noget. Under murbrokkerne. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.

Om andre lande, andre folk. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

På en rude. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Det var ikke markerne. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Jeg var i din krop, og du? Sad jeg alene? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Vi har de samme øjne. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sådan noget.

Jeg skriver dagen igang, stille. Nætterne. Ugerne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. En uro i kroppen. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

For hvert lag af betydning i stenene. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Var jeg stille?

Sandet.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Om andre byer, andre verdener. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.