Brev i april.

Noter. Beskrivelser. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. At tale var blevet uoverskueligt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sætningerne er et hav. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Under den blå, blå himmel.

Gennem hullet i hegnet. Tågen i skovene i udsigten.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Træerne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg skriver dagen igang, stille. På en rude. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Ikke søge ly. Intimiteten i skriften.

Der var noget som åbnede sig. Var det markerne du kom fra? Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.