Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Derinde bag skoven. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Udsigten var håbløs. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Lysene lyste.

Et wack rum, et rum for stars. Luften og jordens sange. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Sætningerne er et hav. Kan jeg skrive sådan? Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Det er bare. Ikke søge ly.

Det dybeste af alt er huden. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne.

Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Sætningerne er et hav. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Sætningerne er et hav. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der falder binære sansninger ud af min mund. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Nætterne. Ugerne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.