Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg havde endnu ikke mødt dig. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Havde du kysset en anden? I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Afsavn. Udsagn. Regnvejrsmeteor. Du siger noget om solen.

Hvilken nat fulgte efter natten? Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Har vi forskellige øjne? Sætningerne er en ørken.

Jeg kyssede en vej ind i sindssygen.Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. I bussen skrev jeg en sms til dig. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Noter. Beskrivelser. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg har skrevet et kort til dig. Sådan noget. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Grå. Det var før du kunne forsvinde. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Var der virkelig ild et sted? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Jeg læste dine linjer I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Uforståelige sætninger at klæde sig i Afsavn. Udsagn. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.