Jeg har skrevet et kort til dig. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.
Der var intet som skulle glemmes. Den sindssyge himmel. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.
Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Det dybeste af alt er huden? Det var dine læber.
Du trak mig med til de yderste bjerge. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Og en anden dag: Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.
Sandet.
Bøgerne hvilede omkring kaffen. Dagene. Ugerne. Vennerne. Var der virkelig ild et sted? Glashænder. Oplæsning for intetheden. Ilden. Det dybeste af alt er huden? Bøgerne tegnede deres egen retning.Bøgerne tegnede deres egen retning.
Stod imod, men skrev: intet.
Sådan er det.
Intimiteten, skriften. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Udsigten var håbløs. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Du siger noget.
Det er bare. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.
Kan jeg være i dette landskab? Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Da jeg vågnede, var jeg sikker: Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.
Dagene. Ugerne. Vennerne.
Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Senere i vores linje. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I mørket, diamanter, dine øjne. Var det markerne? Det dybeste af alt er huden? Alting bag alting.
De bløde bakker udenfor byen.
Stolen vipper. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!
Ring til mig uden grund. Der var noget som gled med videre. Blæste det virkeligt?
Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Bag diamanterne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.
Sætningerne er et hav. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant
Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Du. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Det er bare. Gennem hullet i muren.