Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Gennem hullet i hegnet.Gennem hullet i hegnet. Gennem hullet i hegnet.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Ring til mig uden grund. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Var det markerne du kom fra? I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bussen skrev til dig. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Udsigten var håbløs. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Var der virkelig ild et sted? Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Oppe på bakken. Træerne. Af alt det kroppen også er. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg, ikke dig.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Udsagn. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sætningerne er et hav. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.