Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Sætningerne er et hav.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sætningerne er et hav. Sådan noget. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Et genert rum, et intimt rum. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Under den blå, blå himmel. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Solens sind.Solens sind. Solens sind. Solens sind. Som nu i morges: Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. At forvandle dette rum til et andet.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Brev. Du siger noget om solen. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Du må forsvinde.

Der var noget som åbnede sig. Du må ikke forsvinde. Glemmes? Jeg ville gerne give dig mine. I natten, en fjern stemme, søvn. Forsvinder ikke. Den tredje er ude.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.