Blæste det virkeligt?

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). På den del af nattens stilhed. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Blå. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Har vi de samme øjne? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Dette langsomme blik imod stenene.

Sætningerne er et hav. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Intimiteten i skriften Ikke var muligt at komme derind.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg forsvinder ikke.

Trak jeg de yderste bjerge? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et genert rum, et intimt rum. Vågnede.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Sådan? Sætningerne er et hav. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Brev i april.Brev i april. Brev i april. Jeg har skrevet et kort til dig. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Månens sind. Nu er der en uro i kroppen.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Nede ved havet. Det er aldrig det hurtige blik. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. På et stort stykke hvidt papir. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Du kan være i dette landskab. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Farvede ordene milde. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. At forvandle dette rum til et andet. Var jeg stille? I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Vores land. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.