Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Mening? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

At forvandle dette rum til et andet. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Mørket kaldte vi bare for mørket. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Stjernekontinent. Ordene, små toppe af skum. Dine diamanter lyser i min mund.

Glashænder. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Du kan være i dette landskab.

I natten, i søvn. Var det markerne du kom fra? Markerne, du? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Vi har øjne. Jeg har skrevet et kort.

På et stort stykke hvidt papir. Sådan er det. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

På et stort stykke hvidt papir. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

I den første nat så jeg kun det matte mørke. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Ensomheden i linjernes fald. At tale var blevet uoverskueligt.

Som at læse glemte aviser. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Bag træerne. Ikke var muligt at komme derud. Du trak mig med til de yderste bjerge. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Sådan er det.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Du, du. Det var før du kunne forsvinde.

Sætningerne er et hav. Og vi vågnede. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Her er dagen allerede langt foran mig. Du siger noget om månen.

For hvert lag af betydning i stenene.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Kan skriften være genert? Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys.