Oppe på bakken. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Ikke søge ly i den flod. Skriv mig ind i dine læber.

Jeg er på den anden side af havet. Du i mit vindue. Det handler om overfladen. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Ikke søge ly i den flod.

Hvis jeg ville have dit blik.

Og ord, og ord, og. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Sætninger.

Sætningerne er et hav. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Som at læse glemte aviser. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Lysene lyste.

Nordlysets sitren i din stemme. Dagene. Ugerne. Det gør ikke noget. Et genert rum, et intimt rum. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Hvilken nat fulgte efter natten?

Har vi de samme øjne? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Nordlysets sitren i din stemme. Ikke søge ly. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Vi har de samme øjne.Vi har de samme øjne. Vi har de samme øjne.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Vi har de samme øjne. Træerne. Sætningerne er et hav. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Lysene lyste. På et stort stykke hvidt papir.

Der var intet som skulle glemmes.Der var intet som skulle glemmes. Der var intet som skulle glemmes. Der var intet som skulle glemmes. Der var intet som skulle glemmes. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.