Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. At forvandle dette rum til et andet. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Blæste det virkeligt? Gennem hullet i hegnet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sætningerne er et hav.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Et genert rum, et intimt rum. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Og vi vågnede. Der var noget som åbnede sig. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Bagefter sad jeg i timer og læste.Bagefter sad jeg i timer og læste.

Dagene. Ugerne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

For hvert lag af betydning i stenene. Sætningerne er et hav. Under den blå, blå himmel. Sætningerne er et hav.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Dine diamanter lyser i min mund. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Et brev.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Om andre byer, andre verdener. At tale var blevet uoverskueligt. Glashænder. Hvem var det, der skrev: Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Der var noget som åbnede sig. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvem var det, der skrev: I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Et brev. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Noter. Beskrivelser. Har vi de samme øjne? Stjernekontinent. Derinde bag skoven. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Intimiteten i skriften.

Tågen i skovene i udsigten.

Jeg sejlede omkring på alt. At en verden. Ikke var muligt at komme derud. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Det her er ingen leg. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Sådan svarede du.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.