Nede ved havet. Det er aldrig det hurtige blik. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. På et stort stykke hvidt papir. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.