Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Og vi vågnede. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg ikke dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg forsvandt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. På en rude. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Glashænder.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Var disse linjer virkeligt virkelige? Under den blå, blå himmel. Det er bare. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Hvad skulle glemmes? Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Rifterne. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Det var ikke skovene jeg kom fra.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Blå. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Og vi vågnede. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Det gør ikke noget. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du siger noget om solen. Du må ikke forsvinde. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg er på den anden side af havet.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du kan være i dette landskab. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Kan jeg skrive sådan? Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Du, dine øjne. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg havde glemt den. Sætningerne er et hav. I læberne og i huden.

Kan jeg være i dette landskab?