Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det her er ingen leg. Sletten forvandler sig til mørke og sten. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.
Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.
Dagene. Ugerne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Ordene, syrlige rifter af blod. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.
Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.
Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Om andre byer, andre verdener. For hvert lag af betydning i stenene. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Træerne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Den sindssyge himmel. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.
Var det bare regnen? Silicium. Du. Jeg skriver dagen igang, stille. Af alt det lysende, reflekterende, matte. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over.
Det der blæser. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Og vi faldt i søvn. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.