Kalken.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Gennem hullet i hegnet. Derinde bag skoven.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Under den blå, blå himmel. Hvilken nat fulgte efter natten? Grå. På en rude. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Farverne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Nordlysets sitren i din stemme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Hvilken nat fulgte efter natten?

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Stolen jeg sad på knirkede i solen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Farverne. Jeg sad alene i solen.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Der hang figner henover udsigten.

Det var ikke skovene jeg kom fra.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg, den skrøbelige sandhed. Er du på den anden side af havet?Er du på den anden side af havet? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Altid er det dette langsomme blik. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Der hang figner henover udsigten. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Har vi de samme øjne? Kan jeg skrive sådan?

Der var noget som åbnede sig. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Ordene, små toppe af skum. Altid er det dette langsomme blik. Det var ikke skovene jeg kom fra. Solstorm. Ikke glemme floderne i ørerne.

Her er dagen allerede langt foran mig.