Vi har de samme øjne.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Skriv mig ind i dine læber. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Om andre byer, andre verdener. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Sådan er det. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Rifterne. Sådan er det. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Og vi vågnede. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Bag træerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Har vi øjne? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Hvad skal vi med den voldsomme?Hvad skal vi med den voldsomme? Hvad skal vi med den voldsomme? Hvad skal vi med den voldsomme?

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.