Om andre byer, andre verdener. I bussen skrev jeg en sms til dig. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. For hvert lag af betydning i det strømmende sand. Sms i den lysende sommer. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg tror, du havde glemt den der.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. At tale var blevet uoverskueligt. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Var jeg? På et stort stykke hvidt papir. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Søge ly i den flod. Skriv mig ind i dine læber. Sådan svarede du. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Det var ikke markerne jeg kom fra. I læberne og i huden. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sætningerne er et hav. Jeg har dig. Jeg på overfladen. Da jeg lyttede blev jeg bange. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? I bussen skrev jeg en sms til dig. At forvandle dette rum til et andet. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. I læberne og i huden.I læberne og i huden.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Et brev. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Nu er der en uro i kroppen. Jeg skriver dagen igang, stille. Hvad skulle glemmes?Hvad skulle glemmes? Hvad skulle glemmes? Hvad skulle glemmes? Hvad skulle glemmes? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.