På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Hvem var det, der skrev: Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Solens sind. Du siger noget om solen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Jeg ikke det der. Var det skovene du kom fra? Jeg er på den anden side af havet. At forvandle dette rum. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Sådan er det. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Og en anden dag: De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Sådan er det. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Et genert rum, et intimt rum. Hvad skulle glemmes? Et brev. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Intimiteten i skriften Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Noter. Beskrivelser. Det handler om overfladen. Et brev. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Intimiteten i skriften. At forvandle dette rum til et andet. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Hvad tæller du til?

Du kan være i dette landskab.

Grå. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Afsavn. Udsagn.