Uforståelige sætninger at klæde sig iUforståelige sætninger at klæde sig i Uforståelige sætninger at klæde sig i Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv. Den sindssyge himmel. Intimiteten i skriften Ikke glemme floderne i ørerne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Og en anden dag:

Min ene pen er rød og den anden sort. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Kan jeg skrive sådan? Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Det her er ingen leg. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Stod imod, men skrev: intet. Bordet vipper. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.