Hvilke krystaller lyste i dine ord? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Det er bare.

Verden og dens lytten til sig selv. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Fuglene hang på den blå, blå himmel.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg skrev mig vild i de dage. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Over murbrokkerne.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sandet. Uforståelige sætninger at klæde sig i Brev i april. Blå øjne mod den milde himmel. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg sad alene i solen. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvem var det, der skrev:

Glashænder. Sådan svarede du. Af alt det lysende, reflekterende, matte. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Land. De matte hemmeligheder inde i træet. Hvem var det, der skrev: Du må forsvinde. I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Det var før du kunne forsvinde.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.