At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Du. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Trak jeg de yderste? Dine diamanter lyser i min mund. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Ord. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Du skrev et sår i min fremtid. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Vi sad alene i natten. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice.Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Det handler om.

Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Ikke var muligt at komme derind.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det her er ingen leg. Sletten forvandler sig til mørke og sten. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Dagene. Ugerne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Ordene, syrlige rifter af blod. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Om andre byer, andre verdener. For hvert lag af betydning i stenene. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.