Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det gør ikke noget. Dette langsomme blik imod stenene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Ikke søge ly i den flod. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ring til mig uden grund.

Du siger noget. Har vi de samme øjne?

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Var det skovene du kom fra? Du må ikke. Det var før du kunne forsvinde. Jeg forsvinder ikke. Var dine drømme imellem læber?

Sad jeg alene? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Du må ikke forsvinde. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Stod imod, men skrev: intet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. At forvandle dette rum til et andet.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ikke søge ly.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Du ville sige noget, du tav. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg skriver dagen igang, stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Men mit sprog er ikke fjendtligt.