Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Om andre byer, andre verdener. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Bagefter sad jeg i timer og læste. Blæste det virkeligt? Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Det er bare. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Oplæsning for intetheden. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Her er dagen allerede langt foran mig.

Ilden. Gennem hullet i hegnet. Du må ikke forsvinde. Du trak mig med til de yderste bjerge. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Var jeg stille? I bussen skrev jeg en sms til dig. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Ordene, små toppe af skum. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Det er bare. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Uforståelige sætninger at klæde sig i En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.