Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. På et stort stykke hvidt papir. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Om andre byer, andre verdener. Glashænder. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bøgerne hvilede omkring kaffen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Lysene lyste. Udsigten var håbløs. Sætningerne er et hav. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. På en rude. Du siger noget om solen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Lyskrydset. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Over murbrokkerne. Solens sind. Dagene. Ugerne. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Det her er ingen leg. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Afsavn. Udsagn. Solstorm. Stod imod, men skrev: intet. Sådan svarede du. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Noter. Beskrivelser. Brev i april. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg læste dine linjer

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm.