Under den blå, blå himmel. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg har skrevet et kort. Udsigten var håbløs.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Var det skovene? Har vi de samme øjne? I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Ring til mig uden grund. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

De bløde bakker udenfor byen.

Har vi de samme øjne? Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Jeg sad alene i solen. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Jeg læste i aviser, i glemslen. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Et udadvendt rum, et favnende rum. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker.

Over murbrokkerne. Du foldede dig ind i mine ord. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Noter. Beskrivelser. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Lyset afventer afgang. Ordene, syrlige rifter af blod. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Blå øjne mod den milde himmel.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. En flamme slog op af min hals. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Farvede et sår i dit første ord. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Om andre universer, andre stjernesavn.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvilken nat fulgte efter natten? Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Ok, svarede du.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Det generte i skriften. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.