I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Lyset afventer afgang. Ordene, syrlige rifter af blod. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Blå øjne mod den milde himmel.