Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Det er bare. Her er dagen allerede langt foran mig. På en rude.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Mørket kaldte vi bare for mørket. Luften og jordens sange.

Jeg var i din krop, og du? I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Det dybeste af alt er huden? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sætningerne er et hav. Sandet.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Du. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Trak jeg de yderste? Dine diamanter lyser i min mund. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Ord. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Du skrev et sår i min fremtid. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Vi sad alene i natten. Og dén himmel; det var en sindssyg nat. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice.Jeg synes dit langsomme morgenface er nice. Jeg synes dit langsomme morgenface er nice.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Det handler om.

Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Ikke var muligt at komme derind.