I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Lyset afventer afgang. Ordene, syrlige rifter af blod. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Blå øjne mod den milde himmel.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. En flamme slog op af min hals. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Farvede et sår i dit første ord. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Om andre universer, andre stjernesavn.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvilken nat fulgte efter natten? Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Ok, svarede du.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Det generte i skriften. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Byen.

Lyset afventer afgang. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det er bare. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Du må ikke forsvinde. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg skrev mig vild i de dage.

Der hang figner henover udsigten. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.