Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Der var intet som skulle glemmes. Sådan er det. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi har de samme øjne.

Der var noget som åbnede sig. Hvilken nat fulgte efter natten? Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Skyen skjulte noget for fuglene.Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Ilden. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Hvad skulle glemmes? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Ring til mig uden grund. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg læste dine linjer

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Blæste det virkeligt? Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Jeg skriver dagen igang, stille. Grå.Grå. Grå. Grå. Grå. Solstorm. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Og en anden dag:

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Afsavn. Udsagn. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Intimiteten i skriften Ikke glemme floderne i ørerne.