Var det markerne du kom fra? Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Det tøj er min krop på min krop. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Brev i april. Sådan svarede du. Kan jeg skrive sådan? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Giver det mening? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Vi har hverken gardiner eller travlt. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg tegnede din hud på alting. Der var intet som skulle glemmes. Det var før du kunne forsvinde. Vores. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver dette tilfælde. Og vi. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Dine læber, dine læber, dine læber. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Du må ikke forsvinde. Om overfladen.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Bagefter tronede ulæste bøger sig op. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Luften og jordens sange. Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Afsavn. Udsagn. Der var noget som åbnede sig. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Rifterne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Det var før du kunne forsvinde. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Øjne af regn fra det travle. Det handler om. Nu er der en uro i kroppen. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. På et stort stykke hvidt papir. Hvad skulle glemmes? På en rude. Jeg var i din krop, og du? Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. At forvandle dette rum til et andet. Et brev. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ikke søge ly i den flod. Hvad tæller du til?

Havde du fundet en grøn sten? Nu er der en uro i kroppen. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den.

Brev i april. Du må ikke forsvinde. Når du siger mit navn, svarer min krop. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Dine diamanter lyser i min mund. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.